Lolland Forsynings jordhotel
I forbindelse med Lolland Forsynings anlægsprojekter, opgraves en del vejjord, som typisk ikke kan genbruges i de huller, der graves. Dette skyldes dels, at jordtypen afhænger af ledningsart samt anlægsmetoden, men også om den opgravede jord er genindbygningsegnet (har den rette bæreevne) eller ej.
Overskudsjorden transporteres og opbevares midlertidigt på Lolland Forsynings jordhotel, Miljøvej 11 i Nakskov, hvor der efterfølgende udtages jordanalyser. Analyserne bruges til at finde ud af, hvordan jorden skal håndteres.
Er der tale om forurenet jord (klasse 2, 3 og 4 jord), køres det til viderebehandling/håndtering hos RGS Nordic i Rødbyhavn.
Den rene jord (klasse 0 og 1 jord) opbevares midlertidig på jordhotellet og kan aftages efter myndighedens anvisninger.
Adgang til jordhotellet
Entreprenører, der i forbindelse med gravearbejder for Lolland Forsyning har behov for at køre overskudsjord til vores jordhotel på Miljøvej 11, Nakskov, skal kontakte enten projektlederen eller anden kontaktperson i Lolland Forsyning for adgang til jordhotellet.
Er det ikke muligt at komme i kontakt med denne person, kan der ringes til vores kundeservice på tlf. 72 30 11 11, som vil være behjælpelig med at finde en medarbejder, der kan åbne porten for dig.
Skydeporten kan åbnes med automatik, således at vi ikke behøver at komme fysisk til stede på Miljøvej. Du skal derfor først ringe til os, når du holder foran skydeporten. Når vi åbner porten, vil porten være åben i 30 sekunder.
Når du forlader jordhotellet, vil det være nødvendigt, at du igen kontakter os for åbning.
Når du får adgang til vores jordhotel, vil vi bede dig om følgende oplysninger:
Hvilket firma kører du for.
Hvilken medarbejder i Lolland Forsyning har bestilt arbejdet.
Hvilken type ledningsart er der tale om – vand, varme, spildevand eller el
Hvor meget jord har du læsset af på pladsen.
Overskudsjord bortgives
Håndtering af jord koster mange penge, men vi går også ind for at spare, hvor man kan. Fordi vi selv håndterer den rene jord, der stammer fra de forskellige anlægsprojekter i forsyningsområdet og tilbyder gratis aftagning heraf, holder vi omkostningerne nede på de lokale projekter, som er med til både at klimasikre og forskønne vores område.
Den rene jord leveres f.eks. til landmanden, der vil udjævne lavninger på marken, til byggeentreprenører eller til de private grundejere, der vil udjævne grunde osv.
I Lolland Forsyning glædes vi over, at vi, med vores jordhotel, kan bidrage til klimasikring af vores smukke område, samt spare forbrugere en del udgifter i forbindelse med anlægsarbejde.
Hvis du er interesseret i at høre om muligheden for at aftage jord i større mængder (ikke trailerportioner), kan du henvende dig til vores kundeservice på tlf. 72 30 11 11.