Nyheder » 04. juli 2025
Skaller fjerner fæl lugt fra spildevand

Lolland Forsyning bruger en ny metode til at undgå svovlbrinte-stank ved pumpestationer. Løsningen er fundet på havets bund.
Når spildevand løber fra toiletter og afløb gennem kloaksystemet ud mod renseanlæggene på Lolland, skal det have lidt ”skub” undervejs.
Derfor er der mange pumpestationer spredt ud over hele Lolland.
I dem sendes spildevandet videre på sin vej af kraftige pumper.
Men undervejs på den kilometerlange tur i rørene, udvikles den farlige og stinkende gasart svovlbrinte.
Lugten beskrives bedst som rådne æg, og dem er det jo ikke ligefrem en fornøjelse at lægge næsebor til.
generet af hørm
Ved de fleste pumpestationer er der ikke lugtgener, da spildevandet iltes tilstrækkeligt til at nedbringe koncentrationerne af svovlbrinte, når det løber gennem pumpestationen.
Men ved stationen i Grimstrup ved Maribo har der været store problemer med kraftige lugtgener. Kort sagt lugtede der ikke just af lagkage.
I en årrække arbejdede Lolland Forsyning derfor hårdt på at løse problemet, da pumpestationen ligger tæt ved beboelse.
– Det er jo ikke noget, vi ønsker. Vi vil helst ikke genere naboerne til vores anlæg, siger driftsleder i Lolland Forsyning, Brian Offe Rasmussen.
Sidste skud i bøssen
En af de afprøvede løsningsmodeller var at tilsætte en række kemikalier til spildevandet i pumpestationen.
Men det var en meget dyr løsning både i mandetimer og økonomisk. Og resultatet var nedslående:
Der hørmede stadig!
Et andet forsøg, med at bruge UVC-lys i brønden, nedbragte svovlbrinte-koncentrationen til mellem 5 ppm (mg/m3) og 50 ppm (mg/m3).
Men det kan desværre stadig hørme ved så lave koncentrationer.
– Og vi skal meget gerne kunne dokumentere, at der er 0 ppm svovlbrinte i udblæsningen fra pumpestationen, forklarer Brian Offe Rasmussen.
Flere andre løsninger havde ingen effekt overhovedet.
– Vi var lidt der, hvor vi ikke havde flere skud tilbage i bøssen. Gode råd var dyre, forklarer Brian Offe Rasmussen.
Men så erfarede Lolland Forsyning, at konsulentfirmaet Envidan arbejdede på et spændende forsøgsprojekt med et nyt filter, som helt og aldeles kunne fjerne svovlbrinte – ved naturens egen hjælp.

Ved Grimstrup lidt uden for Maribo står denne mærkværdige beholder. Den er det første Sulfinizer-anlæg i Danmark, og den løser et fælt problem for Lolland Forsyning. Foto: Lolland Forsyning
Svovlbrinte spiser kalk
Filteret hedder Sulfinizer. Det består af en rund container fyldt med muslingeskaller, som tilsluttes pumpestationen.
Svovlbrinte binder sig til kalk, og muslingeskaller er fyldt med kalk.
Når svovlbrinten spiser kalken i muslingerne, bliver den til gips, der blander sig med spildevandet, som føres tilbage til renseanlægget.
Når luft og gas fra spildevandet filtreres op gennem fugtige muslingeskaller, er den luft, der kommer ud, derfor helt ren.
Man kan lidt populært sige, at Lolland Forsyning har fået installeret naturens egen emhætte.

Muslingeskallerne indeholder kalk. Svovlbrinten binder sig til kalken, når den siver op gennem lagene. Så man kan sige, at Lolland Forsyning bruger naturens egen emhætte i processen. Foto: Lolland Forsyning
Muslingefilteret i Grimstrup blev installeret i 2021, og det virker.
– Nu er vi i nul med svovlbrinte i udblæsningen. Det er bare rigtig godt, siger Brian Offe Rasmussen.
Med muslingeløsningen bruges der ikke længere kemi.
Løsningen med tilsætning af kemikalier kostede hvert år næsten det samme som det engangsbeløb, muslingefilteret koster – og det holder i mange år.
Muslingeanlægget klarer mere eller mindre sig selv frem til den dag, hvor der skal fyldes på med et par bigbags nye skaller. På den måde spares miljøet, økonomien og mandetimerne.

Også i Nakskov er der et muslingeanlæg tilkoblet pumpestationen (forrest) på Ringvejen. Driftsleder Brian Offe Rasmussen fortæller, at anlægget nærmest er selvkørende. Foto: Lolland Forsyning
Besøger skallerne
Lolland Forsyning får nu besøg af andre forsyningsselskaber i Danmark, der har hørt om muslingerne på Lolland.
– Vi vil gerne inspirere andre til at finde en god løsning på et problem, der kan være ret generende.
– Vi synes, vi har fundet den helt rigtige løsning nu, siger Brian Offe Rasmussen.
Sådan fungerer muslingefilteret – kort fortalt:
